Alle jagter et eller andet her i livet. Det er lige meget hvem du er, hvilken familie du er vokset op i, eller hvor i verden du er bosat: du er på jagt efter noget. Nogen er på jagt efter penge: de ønsker at blive rige, så de kan købe alt hvad de begærer i verden. Andre ønsker at blive kendte: se deres eget ansigt i fjernsynet og på store bannere igennem byen. Der er også nogle der ønsker magt over andre: en følelse af at være vigtig og betydningsfuld. Og så er der dem, der bare leder efter en mening med det hele. Nogle af dem bliver præster, mens andre blot bliver deprimerede. Vores jagt kan udspille sig på forskellige måder, også selvom målene nogle gange er de samme.
Men hvad er det rigtige mål? Hvordan bør vi leve vores liv? Det ville være dejligt, hvis jeg kunne give dig sådan et svar. Men jeg synes faktisk det er endnu mere herligt, at det ikke er muligt. Ser du, der er ikke nogen af disse mål der er mere korrekte end de andre. Du skaber meningen i dit eget liv, og kan gå på jagt efter lige det, du har lyst til. Det ene er ikke mere rigtigt end det andet. Bare husk, at lykken ikke kommer når du når dit mål, men er til stede mens du jagter et mål. Så sørg for at gøre målene så håndgribelige som muligt, og sikr dig at de kan udvides. I stedet for at starte med et løst mål som ?jeg vil være rig?, så tænk på en af de første ting, du gerne ville bruge din rigdom på. Måske kan du sige ?Jeg vil gerne eje en Renault Espace?. Det er et mål der er til at overskue, og som det er nemt at se, om du har nået eller ej. Nu begynder du at lægge de planer der skal til for, at du kan købe den bil, og gøre målet til virkelighed. Der skal hårdt arbejde til, men det vil føles godt: fordi der er en mening med det, et mål du arbejder dig hen imod. Når du så når målet, og endelig sidder i din Renault, så skynd dig at vælge et nyt mål. Det kan være en endnu større bil, eller måske et hus eller en luksus ferie. Det eneste der ikke må ske er, at du sidder fast: der skal altid være et mål du kan arbejde dig imod.
Og her vil jeg personligt foreslå, at du vælger dine mål ud fra kærligheden. Du kan jagte hvad som helst, og det vil gøre dit liv bedre, end hvis du ikke arbejdede dig imod noget. Men hvis du gør kærligheden til dit mål, så vil jagten føles 10 gange bedre. Kærlighed er kernen af hele den menneskelige oplevelse, og ethvert skridt taget i kærlighedens navn, vil bidrage stort til både dit liv, og til de mennesker der er omkring dig.